Tandkrone
En tandkrone er en stærk og holdbar løsning, der genskaber en beskadiget tand, både funktionelt og æstetisk. En kronebehandling udføres, når en tand er så svækket, at en almindelig plastfyldning ikke længere er tilstrækkelig.

Hvornår er en krone nødvendig?
En kronebehandling kan være nødvendig i følgende tilfælde:
- Større frakturer eller infraktioner
Hvis en tand har en dyb revne eller er knækket, kan en krone beskytte den mod yderligere skade. - Dyb caries
Når et hul er så stort, at en almindelig fyldning ikke vurderes holdbar. - Rodbehandlede tænder
Efter en rodbehandling er tanden ofte svækket på grund af tab af tandsubstans, hvilket øger risikoen for fraktur. En kronebehandling kan genoprette tandens styrke og forhindre brud. - Store fyldninger med svækket tandsubstans
Hvis en tand har en stor fyldning og minimal naturlig tand tilbage, kan en krone være nødvendig for at forhindre fraktur og sikre tandens styrke og holdbarhed. - Æstetiske korrektioner
En krone kan også vælges, i tilfælde hvor der ønskes større forbedringer i form og farve. - Bidhævning
Ved et dybt sammenbid eller omfattende slid, hvor tænderne er blevet forkortede over tid, kan en kronebehandling anvendes som led i en bidhævning for at genskabe optimal funktion, æstetik og tyggeevne.
Hvordan udføres
behandlingen?
Kronebehandling foregår over to besøg:
1. Første besøg –
Forberedelse af tanden
- Røntgenanalyse
Tandens rod og omkringliggende knogle undersøges for at sikre, at der er fine forhold omkring tanden og at tanden vurderes god til at bære en krone. - Lokalbedøvelse
Området bedøves for at sikre en smertefri behandling. - Præparation
Tanden slibes skånsomt til i optimal form, som kronen kan sættes på. - Scanning med 3Shape
En digital scanning foretages for at sikre en præcis pasform af den nye krone. - Bidfunktions- og farveanalyse
Tandens placering i bidet, samt den naturlige farve vurderes, for at sikre et æstetisk og funktionelt resultat. - Midlertidig krone
En midlertidig krone påsættes til at beskytte tanden, mens den endelige krone fremstilles. Typisk en ventetid på 1-2 uger, før den endelige krone er klar til cementering.
2. Andet besøg –
Cementering af den færdige krone
- Vurdering af farve og form
Kronens farve og form vurderes i samarbejde med patienten, for at sikre et tilfredsstillende æstetisk og funktionelt resultat. - Kontrolrøntgen
Der tages et kontrolrøntgenbillede for at sikre, at kronen slutter tæt til tanden og at pasformen er korrekt. - Cementering
Kronen fastgøres med en plastbaseret cement, der sikrer en stærk og holdbar binding til tanden. - Kontrol af sammenbid
Højde og sammenbid kontrolleres grundigt, og eventuelle justeringer foretages for at sikre optimal funktion og komfort.
Materialevalg til kroner
Valget af materiale til en krone afhænger af flere faktorer, herunder:
Resttandsubstans
Mængden af tilbageværende sund tandstruktur har betydning for, hvilket materiale der bedst kan understøtte og beskytte tanden.
Belastningsforhold
Patientens sammenbidskraft, tyggevaner og tandens placering i tandrækken spiller en central rolle i materialevalget. Kindtænder udsættes ofte for større tyggebelastning, hvilket kræver stærkere materialer sammenholdt med tænder i fronten.
Æstetik og materialevalg
Moderne udvikling har muliggjort kombinationen af høj æstetik med funktionel styrke, hvilket har muliggjort fremstilling af kroner med et naturligt og harmonisk udseende af hele tandrækken. I det æstetiske område, hvor belastningen er lavere, kan man vælge at anvende mere gennemskinnelige materialer, for at opnå et særligt naturtro resultat.
Det endelige valg af materiale og farve tilpasses individuelt ud fra tandens placering, funktionelle krav og patientens ønsker.
Kroner kan fremstilles i flere forskellige materialer, herunder:
- Plast
En midlertidig løsning eller i særlige tilfælde en permanent løsning i mindre belastede områder. - Porcelæn og keramik
Høj æstetisk, ofte anvendt til tænder i fronten. - Helkeramiske kroner
Fremstillet af stærk keramik med naturligt udseende, velegnet til både front- og kindtænder. - Guld
Et ekstremt slidstærkt materiale med fremragende pasform, særligt velegnet hvor styrke og holdbarhed er afgørende. (Med moderne teknologi har de keramiske tandfarvede materialer fået styrke på lige fod med guld, og det er derfor nu hyppigere de tandfarvede keramiker, som vælges frem for guld.).
Vi rådgiver altid om den bedste løsning, baseret på dine behov.
Har du spørgsmål?
Kontakt os for en vurdering og få professionel rådgivning om den bedste løsning for din tand.
Hvad kan du forvente efter
behandlingen?
Efter kronebehandling kan der forekomme:
- Let ømhed eller kuldefølsomhed
Kuldefølsomhed og let ømhed fra tandkødet omkring kronen kan forekomme de første par dage efter cementeringen. - Tilvænning til ny bidhøjde
Det kan tage nogle dage at vænne sig til den nye krone.
Eventuelle gener aftager normalt inden for en uge. Hvis du oplever vedvarende ubehag, justerer vi gerne kronen for optimal komfort.
