Rodbehandling
– Når nerven er syg og tanden skal reddes
En rodbehandling er en tandbehandling, der anvendes, når tandens nerve er beskadiget eller betændt. Behandlingen består i at fjerne den symptomgivende syge nerve og eventuelle bakterier og herved bevare tanden – så tanden fortsat kan fungere i tandsættet.

Hvornår anvender vi
rodbehandling?
Rodbehandling er nødvendig i følgende tilfælde:
- Dyb caries
Når et hul i tanden er så dybt, at det når ind til nerven og forårsager smerter og betændelse. - Symptomgivende infraktioner
Dybereliggende infraktioner/revner i tandvævet kan give kraftige symptomer og medføre inflammation/irritation i tandnerven. Dette kan gøre at rodbehandling er nødvendig. Symptomer kan starte som isninger eller ømhed ved påbidning, men kan hurtigt udvikle sig til smerter, hvis revnerne udvikler sig og fortsætter ind mod nerven. - Større frakturer
Hvis en tand er knækket, og nerven er helt eller delvist blottet, vil en rodbehandling være nødvendig, før yderligere behandling af tanden kan udføres.
Hvordan påvirker antallet
af rodkanaler prisen?
En tand kan normalt have mellem 1 og 4 rodkanaler, afhængigt af tandens placering i munden. Jo flere rodkanaler der skal behandles, desto længere tid og større præcision kræver behandlingen, hvilket har betydning for prisen.
- Fortænder og hjørnetænder: Har typisk 1-2 rodkanaler og kræver mindre tid.
- Kindtænder: Har ofte 2-4 rodkanaler og kræver mere omfattende behandling.

Hvad kan du opleve efter
behandlingen?
Efter en rodbehandling kan patienten opleve forskellige symptomer, afhængigt af tandens tilstand før behandlingen, samt behandlingens omfang:
- Let ømhed
Det er normalt at føle ømhed efter behandlingen. Dette skyldes helingsprocessen omkring tanden og varer normalt et par dage. - Midlertidig følsomhed
Tanden kan være følsom over for tryk, mens at vævet omkring tanden heler, særligt ved rodspidsen – dette aftager efter kort tid og afhænger af betændelsens omfang inden behandlingen, samt af patientens helingspotentiale. - Vedvarende smerter
I sjældne tilfælde kan der opstå vedvarende smerter, som kan kræve yderligere behandling. Kontakt tandlægen hvis der er ømhed i mere end 1 uge eller hvis der opstår tilbagevendende smerter.
Hvordan udføres en
rodbehandling?
Rodbehandlingen kræver stor omhu for at sikre et godt og langvarigt resultat. Behandlingsforløbet inkluderer:
- Diagnose: Før behandlingen starter, foretager tandlægen en grundig undersøgelse og tager røntgenbilleder for at vurdere omfanget af skaden og for at vurdere nerven og rodkanalernes anatomi. Herudfra planlægges behandlingsforløbet.
- Lokalbedøvelse: For at sikre en smertefri behandling, gives der lokalbedøvelse. Hvis tanden er symptomgivende, kan det være nødvendigt med ekstra bedøvelse.
- Udrensning: Tandlægen fjerner det beskadigede væv fra nervekammeret, hvorefter rodkanalerne udrenses og desinficeres grundigt, for at fjerne bakterier og sygdomsvæv.
- Fyldning af rodkanalerne: Under sterile forhold fyldes de rengjorte kanaler med et specielt materiale, der skal forhindre ny bakteriel infektion.
- Afsluttende restaurering: Tanden isoleres og genopbygges herefter, enten med en plastisk fyldning eller – hvis skaden er omfattende – en keramisk krone, for at sikre en nødvendig styrke og funktion.
Behandlingen afsluttes med kontrol og korrektion af bidhøjden.
Har du spørgsmål?
Rodbehandling er en effektiv måde, til at redde en beskadiget tand og dermed undgå tandudtrækning. Hvis du oplever smerter, ømhed eller andre symptomer, anbefaler vi, at du kontakter os hurtigst muligt, så vi kan vurdere behovet for behandling og sikre, at din tandsundhed bevares.