Operativ fjernelse af tand
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne en tand kirurgisk, hvis den ikke kan trækkes ud ved almindelig tandfjernelse. En operativ fjernelse kræves typisk, når en tand er brækket under tandkødet, stærkt ødelagt af huller eller hvis rødderne har en form eller position, der øger sværhedsgraden ved fjernelsen.

Hvornår er operativ fjernelse nødvendig?
En tand fjernes kirurgisk, når en traditionel tandekstraktion ikke er mulig. De mest almindelige årsager inkluderer:
- Dybt destruerede tænder
Hvis en tand er ødelagt af caries eller traume, så den ikke kan gribes med en tang, kræves en operativ fjernelse. - Rodbehandlede tænder med skrøbelig struktur
Nogle rodbehandlede tænder kan være så svækkede og porøse, at de ikke kan trækkes ud uden risiko for, at de knækker. - Tænder med komplekse rodforhold
Hvis en tand har buede eller sammenvoksede rødder, kan det være nødvendigt at fjerne tanden kirurgisk, for at undgå skade på omkringliggende væv og nabotænder. - Knækkede eller frakturerede tænder
Hvis tanden er knækket i niveau med eller under tandkødet, er det ofte nødvendigt at udføre operativ fjernelse, for at få adgang til roden og fjerne denne mest skånsomt. - Retinerede tænder
En tand, der ikke er frembrudt og ligger tilbageholdt i kæbeknoglen, kan kræve kirurgisk fjernelse (gælder særligt visdomstænder).
Hvordan udføres
behandlingen?
En operativ tandfjernelse er en sikker behandling, der udføres under sterile forhold med lokalbedøvelse.
Behandlingen følger typisk disse trin:
- Røntgenanalyse
Før behandlingen tages der røntgenbilleder for at vurdere tandens rodstruktur og placering i kæbeknoglen. - Lokalbedøvelse
Området bedøves grundigt, for at sikre en smertefri behandling. - Steril opdækning
Operationsområdet og patienten dækkes ind i sterile klæder, for at minimere risikoen for infektion og opnå en mere stabil heling efterfølgende. - Opklapning
Tandlægen løsner tandkødet omkring tanden, for at få skånsom adgang til tanden, der skal fjernes. - Deling af tanden
Hvis tanden er vanskelig at fjerne, kan den deles i mindre stykker for at lette fjernelsen og skåne det omgivende væv. - Suturering
Efter fjernelsen sys tandkødet sammen med fine tråde for at fremme heling. Disse tråde fjernes ved en postoperativ kontrol ca. 7 dage efter operationen. - Præ- og postoperativ information
Der informeres grundigt både før og efter behandling, og patienten får også et skriftligt eksemplar af den postoperative information med hjem. (Postoperativ info er ligeledes tilgængelig som download i pdf-format nederst på siden).
Hvilke symptomer kan forventes
efter behandlingen?
Efter en operativ tandfjernelse kan følgende symptomer forekomme:
- Hævelse
Det er almindeligt at opleve hævelse i kinden og området omkring operationsstedet i 2-4 dage efter indgrebet. - Smerter
Let til moderat smerte er normalt og kan lindres med smertestillende medicin, som din tandlæge anbefaler. - Blødning
Vi sørger for en evt. blødning bliver standset straks efter endt behandling, og der vil herefter kun forekomme let blødning fra operationsområdet – dette kan blande sig med spyttet og fremstår derfor lyserødt. - Nedsat mundåbning
Midlertidig hævelse i operationsområdet kan medføre let nedat gabeevne, dette aftager i takt med helingen. - Følsomhed
Området kan være følsomt over for varme, kulde og tryk i helingsperioden. Herefter kan forekomme let men midlertidig kuldefølsomhed fra nabotanden, da denne vil være let blottet svarende til hvor den fjernede tand sad før.
I sjældne tilfælde kan der opstå komplikationer som infektion eller langvarig ømhed.
Kontakt altid tandlægen, hvis symptomerne forværres eller varer længere end forventet.
Har du spørgsmål?
Hvis du har brug for en operativ tandfjernelse eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os for en grundig vurdering og professionel behandling.